Pressemeddelelse

ALDIs kunder tager varmt imod velfærdsgrise

Albertslund, d. 14. november 2016

 

God mad skal laves af gode råvarer. Sådan er konklusionen også hos ALDIs kunder, der har budt kædens nye tiltag, "Dansk Velfærdsgris", velkommen med åbne arme.

 

"Vi har ikke gjort alverden ud af at skilte for de nye produkter, siden vi lancerede dem den 17. oktober, men alligevel har der stået 'Dansk Velfærdsgris' på mere end 10% af alt svinekød, som vi har solgt i de første uger. Det har været en kæmpe succes, og vi er selvfølgelig rigtig glade for, at kunderne bakker op om tiltaget lige fra begyndelsen," siger Thomas Bang, Viceindkøbsdirektør ALDI.

 

"Dansk Velfærdsgris" er kvalitetsprodukter, der kommer fra dyr opdrættet hos udvalgte danske landmænd. I produktionen lægges der vægt på, at dyrene har haft bedre forhold i stalden, og det er de tanker, der nu giver udslag ved kasseapparaterne, hvor Thomas Bang afslører, at velfærdsgrisen i nogle udskæringer bliver valgt i en tredjedel af indkøbene.

 

"Hos ALDI har vi gennem længere tid mærket, at kunderne bekymrer sig mere om - og i højere grad efterspørger - god dyrevelfærd, og det vil vi meget gerne understøtte. Samtidig har vi en ufravigelig strategi om, at holde priserne nede og kvaliteten oppe, og det synes vi, at vi kan opfylde med velfærdsgrisen, så det er et tiltag, der på alle måder passer til ALDIs planer for fremtidens butikker," siger viceindkøbsdirektøren videre.

 

Retningslinjerne bag "Dansk Velfærdsgris" opfylder kriterierne for 2 hjerter i det kommende statslige dyrevelfærdsmærke, som også Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation, DOSO, og Den Danske Dyrlægeforening står bag, og for ALDI har det været vigtigt at have ekspertvurderingerne på plads fra begyndelsen, samtidig med, at samarbejdet på tværs af flere kæder gør det lettere for forbrugerne at orientere sig.

 

"Vi har selvfølgelig alle en fornemmelse af, hvornår dyr har det godt, og nu har vi fået retningslinjer, hvor vi også har eksperternes ord for, at alt er, som det skal være i staldene. Og så er vi sikre på, at gennemslagskraften bliver større, når mærket findes flere steder," siger Thomas Bang videre, og røber, at velfærdsgrisene snart kan få følgeskab af andre dyrearter, der ligesom udfasningen af æg fra burhøns i alle butikker og produkter også er en del af strategien for bedre dyrevelfærd:

 

"Der bliver lavet mange frikadeller og koteletter i de danske køkkener, så derfor var det oplagt at begynde med svinekødet, men vi har bestemt planer om at give kunderne endnu mere at vælge mellem inden længe."

 

"Vi har arbejdet efter de samme krav i 15-20 år, og fagligt er jeg ikke i tvivl om, at det er det rigtige at gøre. Hver dag, når jeg kommer ud stalden kan jeg se, at dyrene trives med halmstrøelse og rodemateriale, og jeg kan slet ikke forestille mig at gøre andet," siger Jørgen Bonde Nielsen, som samtidig glæder sig over de forretningsmæssige udsigter i flere velfærdsgrise i de danske kølemontrer:

 

"De gode grise har en højere kilopris, og markedsudbuddet er bestemt af efterspørgslen, så jo flere kæder, der sælger velfærdsgrise, jo flere landmænd vil få muligheden for at producere, som jeg gør. Det må være i både dyrenes, landmændenes og forbrugernes interesse," konstaterer Jørgen Bonde Nielsen.

 

Yderligere information kan fås ved henvendelse til: thomas.bang@aldi.dk

 

FAKTABOKS:

 

Velfærdsgrise skal leve op til en række grundkrav, der ligger ud over dansk og europæisk lovgivning. Det betyder bl.a.:

  • at de ikke får halen kuperet.
  • de får 30 procent mere plads i staldene.
  • der er halmstrøelse på gulvene, så dyrene har noget at rode i.
  • søerne er løsgående og pattegrisene tages tidligst fra deres mor 28 dage efter fødslen, så på den måde sikres også en nænsom opvækst.

 

* Fodnoter og retslige henvisninger

*
På grund af større efterspørgsel end beregnet kan en artikel i enkelte tilfælde være udsolgt allerede på første salgsdag, Vi håber på din forståelse
***
Læg venligst mærke til, at denne vare ikke er tilgængelig i alle filialer. Skulle varen ikke mere være på lager i din filial, vil vi gerne forsøge at bestille den fra en anden filial.